Nu er der efterhånden gået et stykke over tre måneder siden jeg kom til børnehjemmet Manuelito, og jo længere tid jeg er her, jo bedre lærer jeg de her børn at kende, og des mere forstår jeg af, hvad det rent faktisk vil sige at vokse op på et sted som Manuelito. Hver enkelt barn er forskelligt, hver enkelt har sin egen historie at fortælle. Men alle historierne har i hvert tilfælde én ting til fælles. Svigt. Hver eneste barn og ung, der bor her på Manuelito, har det til fælles, at de alle som én er blevet svigtet af deres forældre, dem der burde vise dem ubetinget kærlighed og omsorg. I nogle tilfælde er det dødsfald, der er skyld i at børnene er blevet svigtet, men i rigtig mange tilfælde er det i sidste ende et spørgsmål om manglende evne eller vilje til at være gode forældre. Det svigt og det afsavn sætter sig så dybt i hvert eneste barn, at kun dem, der selv har prøvet det, kan påstå at forstå, hvordan det definerer en som menneske.
På Manuelito gør vi ALT hvad vi kan for at give vores børn det, de behøver. Både i forhold til alle de materielle behov, med mad at spise og tøj på kroppen, men vi sigter i lige så høj grad mod at give dem den omsorg, som er så vigtig for, at de en dag kan blive hele mennesker. Alligevel smerter det mit hjerte at måtte konstatere, at børnene her på Manuelito også oplever svigt her på børnehjemmet. Og dem, der svigter dem gang på gang er sådan nogle som mig. De har efterhånden mange gange i deres liv oplevet volontører, der kommer og er sammen med dem nærmest hele tiden. Efter noget tid, begynder de at lære dem at kende og så småt begynder de at bygge en tillidsrelation. For her oplever de nogen, der er der for dem og som gerne vil give dem den omsorg og særligt den opmærksomhed, de behøver, noget som det faste personale sjældent har tid til. Jo længere tid, der går, jo bedre og tættere bliver deres relation, og jo mere begynder de at knytte sig til volontøren, nogle mere end andre. Men på et tidspunkt må volontøren forlade dem. Han skal hjem til sit gamle liv, sit land, sin familie og sine venner, og selvom de udemærket vidste det, allerede da han kom, kan de ikke undlade at blive ramt af følelsen af det selvsamme svigt, der på så mange måder har defineret deres liv.
Jeg takker Gud for, at Manuelito eksisterer og for at jeg har fået lov at være her og dele liv med de her børn og på den måde komme tæt på dem. Men jeg kan ikke undlade at få en klump i halsen et stik i hjertet, når jeg tænker på, at også jeg kommer til at svigte de her guldklumper, når jeg om ikke særlig lang tid, skal herfra igen og hjem til ”mit gamle liv”.
RSS Feed