Hej kære bloglæsere!
Så skete det endelig... Efter to måneder i Honduras fik jeg endelig taget mig tid til at skrive et blogindlæg, så I hjemme i DK (eller hvor I end befinder jer) kan få et lille indblik i hvad min tid her i Honduras har budt på indtil videre. Det siger nok sig selv, at jeg ikke kan fortælle om alle de fantastiske, og mindre fantastiske oplevelser, jeg har haft i løbet af de sidste par måneder. Men jeg vil gøre mit bedste for at hive det vigtigste frem, og lade det mindre væsentlige ligge.
Så skete det endelig... Efter to måneder i Honduras fik jeg endelig taget mig tid til at skrive et blogindlæg, så I hjemme i DK (eller hvor I end befinder jer) kan få et lille indblik i hvad min tid her i Honduras har budt på indtil videre. Det siger nok sig selv, at jeg ikke kan fortælle om alle de fantastiske, og mindre fantastiske oplevelser, jeg har haft i løbet af de sidste par måneder. Men jeg vil gøre mit bedste for at hive det vigtigste frem, og lade det mindre væsentlige ligge.
De første 17 dage min tid i Honduras gik med at lære sproget, kulturen, folket og de andre volontører bedre at kende, på Impact Academy i Honduras’ hovedstad, Tegucigalpa. Det var en meget lærerig og frugtbar måde at starte volontøropholdet på, og det var særligt i den tid, at jeg som volontør fik et indblik i, hvad det er for nogle udfordringer og problematikker, Honduras står over for som land og samfund. Det gjorde et særligt stort indtryk at se de livsvilkår, som fattigdommen, korruptionen og de narkorelaterede bandekrige tilsammen skaber for den honduranske befolkning. At se hvordan familier og enlige mødre må kæmpe hver eneste dag for knapt nok at kunne forsørge sine børn, og stadigvæk have tro og tillid nok til at takke Gud hver eneste dag for livet og dét, de dog alligevel har. At se hvordan børn og unge, som enten ikke har nogen forældre eller forældre, som ikke formår at tage sig af dem, må klare sig på gaden, enten ved at arbejde eller tigge. At se et land og en by, hvor rigdommen er så skævt og uretfærdigt fordelt, med slum, fattigdom og hele kvarterer med skurhuse på den ene side, og store flotte indkøbscentre og boulevarder med fastfood-restauranter på den anden side (jeg tror, uden at overdrive, at der er ca. 5 gange så mange fastfood-restauranter i Tegucigalpa, som i KBH, og det er to byer med ca. samme antal indbyggere).
Også bandeproblematikken er noget, der fylder noget for den almindelige honduraner. Èt eksempel på hvordan de narkorelaterede bandekrige påvirker hverdagen for den enkelte Honduraner, fik vi at se da en advokat, som var anklager i en sag mod nogle bandemedlemmer, blev skudt ned foran det selvsamme butikscenter, som vi havde været i dagen forinden. Med verdens højeste mordrate på 89 mord pr. 100.000 indbyggere, hvilket svarer til at ca. 20 mennesker bliver slået ihjel hver dag, er den slags sager hverdagskost i Honduras.
Hvis der begynder at tegne sig et billede af et land med rigtig mange udfordringer og svære kår, så er det bestemt ikke forkert. Men midt i alle problemerne og al elendigheden er der håb for landets fremtid. Det håb har fyldt mit hjerte, når jeg har mødt alle de mennekser og organisationer, som ikke vil finde sig i uretfærdigheden, men forsøger at bekæmpe korruptionen, som ikke blot siger at de elsker Gud, men også gør hvad de kan for at vise den samme kærlighed til de mennesker, der allermest behøver den og som lider under de forhold, som fattigdommen skaber for dem. Den slags mennesker og organisationer giver håb for en bedre fremtid for Honduras, og jeg beder for at de må lykkes i deres kamp for et bedre Honduras, for midt i alle deres problemer som land, er Honduranerne et hjerteligt folk, med åbne arme og åbne hjerter og ikke mindst en stærk tro og tillid til Gud.
Da de sytten dage var gået, for ca. halvanden måned siden, begyndte så det egentlige arbejde på projektet, Manuelito, som ligger i byen Talanga, en god times kørsel fra Tegucigalpa. Den første tid på projektet var på nogle punkter ret hård og udfordrende. Vi skulle vænne os til at bo i et computerrum, til at toiletterne ofte ikke virker og mange andre ting, men særligt har det været det at få børnenes respekt, der helt indtil nu har været én lang kamp. Der er flere områder, hvor det kulturelle skel mellem Danmark og Honduras kan mærkes tydeligt, men særligt i relationen til børnene kan kulturskellet til tider være en stor udfordring. Det gælder både i forhold til de sproglige barrierer, men også i forhold til forskellige normer og det stigmatiserende billede man kan føle, man bliver mødt af, med ”El Gringo” (som egentlig er amerikanernes øgenavn i Latinamerika, men som mest af alt bliver brugt om hvide mennesker generelt) der tror han kan redde verden. Der er dog lys for enden af tunnellen, for i takt med at jeg begynder at lære børnene at kende og min relation til dem styrkes, oplever jeg, at respekten fra deres side over for mig som menneske og autoritet, vokser lidt efter lidt, og omvendt at min kærlighed og omsorg over for dem vokser.
Her på børnehjemmet varetager vi en del forskellige opgaver, med alt fra at hjælpe til i skolen, til at bygge huse og slå græs, men i sidste ende er vores vigtigste opgave at give børnene den omsorg og opmærksomhed, som personalet ikke altid har overskud til at vise, med det disciplinære ansvar de er nødt til at varetage som formyndere. Med én formynder ansat til hvert værelse med ti drenge på hver, siger det nok sig selv, at det til tider kan være et tungt ansvar at skulle bære alene.
Særligt drengene kan nogle gange være nogle bavianer og meget svære at arbejde med, og der har været dage, hvor jeg har haft lyst til at give op og tage hjem, men jeg kan mærke, at Gud lader mig vokse i tålmodighed og kærlighed i arbejdet med dem, for at de kan få lov at mærke den kærlighed, som han har for dem.
Særligt drengene kan nogle gange være nogle bavianer og meget svære at arbejde med, og der har været dage, hvor jeg har haft lyst til at give op og tage hjem, men jeg kan mærke, at Gud lader mig vokse i tålmodighed og kærlighed i arbejdet med dem, for at de kan få lov at mærke den kærlighed, som han har for dem.
Alt i alt, har de første to måneder været en tid med rigtig mange spændende og persketiverende indtryk, oplevelser og udfordringer, og jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at jeg under ingen omstændigheder spilder min tid på den her rejse og det her arbejde.
RSS Feed