Nu er det efterhånden længe siden, at der sidst kom nyt på bloggen. Så nu tænkte jeg at det var på tide, at der skulle ske lidt igen. Og det gør der også for alvor inden for den næste uge. Så I må vente lidt længere på det, der forhåbentlig bliver et godt og eftertænksomt blogindlæg om mit liv her på Manuelito. 
MEEEN, for der er et men... Som en lille teaser til det kommende blogindlæg, kommer der her lidt billeder fra min dagligdag her på projektet.

Her har vi taget en del af drengene med op på et lille bjerg i Talanga, hvorfra man har en fantastisk udsigt! 
Carlos og hans lillebror, José Luís. Og nedenunder er det Miguel, der poser.
Vi træner drengene til en turnering mod andre lokale hold her i Talanga. Indtil videre er det blevet til én sejr og et nederlag. De har masser af potentiale de her drenge. Men desværre ingen fodbolsko. Hvilket jo godt kan gøre det lidt sværere...
Snobrød har været en stor succes i et par omgange. Men det er nu langtfra altid, at børnene har tålmodighed til det, i det her tilfælde er det Eduin og Christopher der stolt fremviser sit sorte brød. 
Gelen (som er den spanske udgave af Helen) fyldte 15, hvilket lidt svarer til den amerikanske sweet sixteen eller dansk konfirmation, i forhold til betydning ihvertfald. Det blev fejret med den helt store ceremoni og fest. 
- Nedenunder er det en anden slags fejring. Her blev gadebørnenes internationale dag fejret ved at hele projektet marcherede gennem Talanga og til sidst holdt en fest midt i byen. Her er det Ricky og Gerson, der marcherer med et skilt med et budskab om børns rettigheder. 
Det var et lille smugkig ind i de mennesker og situationer, der fylder min hverdag her på Manuelito. 
- Glæd jer til bloggen udkommer igen! 

Guds fred, Samuel



Leave a Reply.

    Author

    Samuel Frimand-Meier er mit  navn. Jeg er en ung fyr på 20, og jeg har besluttet mig for at tage til Honduras for at arbjede på et børnehjem lidt uden for hovedstaden, Tegucigalpa.