Nu er tiden kommet for mit vedkommende til at sige farvel til Honduras og, endnu vigtigere, Manuelito. I dag er det præcis fire måneder siden jeg ankom til børnehjemmet Manuelito, og nu er min tid her på stedet kommet til ende. Det har været fire måneder med et arbejde og et kulturmøde fuld af alle mulige forskellige udfordringer, spændende oplevelser og frem for alt en investering i 37 skønne, og til tider ret udfordrende, børn. Imorgen, søndag flyver jeg til Buenos Aires for at besøge min storebror, og efter en uges tid dér, vender jeg snuden og skuden mod Danmark. Men det bliver ikke uden at efterlade en stor del af mit hjerte hos børnene her på Manuelito. Hver eneste af børnene her på projektet har en plads i mit hjerte, og det er ikke uden tårer, at jeg forlader dem. Da jeg oplevede, at Gud ledte mig til at rejse ud som volontør, havde jeg ingen idé om, hvad det indebar, hvordan det ville ændre mit hjerte og åbne mine øjne for hvor store behovene er i den verden vi lever i. Nu kan jeg kigge tilbage på en spændende tid i mit liv, der kommer til at præge min fremtid og mig som menneske.
- Udsigt over Proyecto Manuelito  Jeg har absolut ingen idé om, hvad Guds plan er for mit liv, hvad jeg skal studere eller leve af. Men én ting er jeg sikker på. Jeg vil bruge mit liv og mine evner til at vise de mennesker, der allermest har brug for det, Guds enorme kærlighed og omsorg. Så må tiden vise, om det bliver på en måde, som arbejdet her på Manuelito har været, eller om det bliver noget helt andet.
- Vi ses hjemme i DK
Varme hilsener, Samuel
 Nu er der efterhånden gået et stykke over tre måneder siden jeg kom til børnehjemmet Manuelito, og jo længere tid jeg er her, jo bedre lærer jeg de her børn at kende, og des mere forstår jeg af, hvad det rent faktisk vil sige at vokse op på et sted som Manuelito. Hver enkelt barn er forskelligt, hver enkelt har sin egen historie at fortælle. Men alle historierne har i hvert tilfælde én ting til fælles. Svigt. Hver eneste barn og ung, der bor her på Manuelito, har det til fælles, at de alle som én er blevet svigtet af deres forældre, dem der burde vise dem ubetinget kærlighed og omsorg. I nogle tilfælde er det dødsfald, der er skyld i at børnene er blevet svigtet, men i rigtig mange tilfælde er det i sidste ende et spørgsmål om manglende evne eller vilje til at være gode forældre. Det svigt og det afsavn sætter sig så dybt i hvert eneste barn, at kun dem, der selv har prøvet det, kan påstå at forstå, hvordan det definerer en som menneske.
På Manuelito gør vi ALT hvad vi kan for at give vores børn det, de behøver. Både i forhold til alle de materielle behov, med mad at spise og tøj på kroppen, men vi sigter i lige så høj grad mod at give dem den omsorg, som er så vigtig for, at de en dag kan blive hele mennesker. Alligevel smerter det mit hjerte at måtte konstatere, at børnene her på Manuelito også oplever svigt her på børnehjemmet. Og dem, der svigter dem gang på gang er sådan nogle som mig. De har efterhånden mange gange i deres liv oplevet volontører, der kommer og er sammen med dem nærmest hele tiden. Efter noget tid, begynder de at lære dem at kende og så småt begynder de at bygge en tillidsrelation. For her oplever de nogen, der er der for dem og som gerne vil give dem den omsorg og særligt den opmærksomhed, de behøver, noget som det faste personale sjældent har tid til. Jo længere tid, der går, jo bedre og tættere bliver deres relation, og jo mere begynder de at knytte sig til volontøren, nogle mere end andre. Men på et tidspunkt må volontøren forlade dem. Han skal hjem til sit gamle liv, sit land, sin familie og sine venner, og selvom de udemærket vidste det, allerede da han kom, kan de ikke undlade at blive ramt af følelsen af det selvsamme svigt, der på så mange måder har defineret deres liv.
Jeg takker Gud for, at Manuelito eksisterer og for at jeg har fået lov at være her og dele liv med de her børn og på den måde komme tæt på dem. Men jeg kan ikke undlade at få en klump i halsen et stik i hjertet, når jeg tænker på, at også jeg kommer til at svigte de her guldklumper, når jeg om ikke særlig lang tid, skal herfra igen og hjem til ”mit gamle liv”.
Nu er det efterhånden længe siden, at der sidst kom nyt på bloggen. Så nu tænkte jeg at det var på tide, at der skulle ske lidt igen. Og det gør der også for alvor inden for den næste uge. Så I må vente lidt længere på det, der forhåbentlig bliver et godt og eftertænksomt blogindlæg om mit liv her på Manuelito.
MEEEN, for der er et men... Som en lille teaser til det kommende blogindlæg, kommer der her lidt billeder fra min dagligdag her på projektet.
Her har vi taget en del af drengene med op på et lille bjerg i Talanga, hvorfra man har en fantastisk udsigt! Carlos og hans lillebror, José Luís. Og nedenunder er det Miguel, der poser. Vi træner drengene til en turnering mod andre lokale hold her i Talanga. Indtil videre er det blevet til én sejr og et nederlag. De har masser af potentiale de her drenge. Men desværre ingen fodbolsko. Hvilket jo godt kan gøre det lidt sværere... Snobrød har været en stor succes i et par omgange. Men det er nu langtfra altid, at børnene har tålmodighed til det, i det her tilfælde er det Eduin og Christopher der stolt fremviser sit sorte brød. Gelen (som er den spanske udgave af Helen) fyldte 15, hvilket lidt svarer til den amerikanske sweet sixteen eller dansk konfirmation, i forhold til betydning ihvertfald. Det blev fejret med den helt store ceremoni og fest.
- Nedenunder er det en anden slags fejring. Her blev gadebørnenes internationale dag fejret ved at hele projektet marcherede gennem Talanga og til sidst holdt en fest midt i byen. Her er det Ricky og Gerson, der marcherer med et skilt med et budskab om børns rettigheder. Det var et lille smugkig ind i de mennesker og situationer, der fylder min hverdag her på Manuelito.
- Glæd jer til bloggen udkommer igen!
Guds fred, Samuel
 Hej kære bloglæsere!
Så skete det endelig... Efter to måneder i Honduras fik jeg endelig taget mig tid til at skrive et blogindlæg, så I hjemme i DK (eller hvor I end befinder jer) kan få et lille indblik i hvad min tid her i Honduras har budt på indtil videre. Det siger nok sig selv, at jeg ikke kan fortælle om alle de fantastiske, og mindre fantastiske oplevelser, jeg har haft i løbet af de sidste par måneder. Men jeg vil gøre mit bedste for at hive det vigtigste frem, og lade det mindre væsentlige ligge.
De første 17 dage min tid i Honduras gik med at lære sproget, kulturen, folket og de andre volontører bedre at kende, på Impact Academy i Honduras’ hovedstad, Tegucigalpa. Det var en meget lærerig og frugtbar måde at starte volontøropholdet på, og det var særligt i den tid, at jeg som volontør fik et indblik i, hvad det er for nogle udfordringer og problematikker, Honduras står over for som land og samfund. Det gjorde et særligt stort indtryk at se de livsvilkår, som fattigdommen, korruptionen og de narkorelaterede bandekrige tilsammen skaber for den honduranske befolkning. At se hvordan familier og enlige mødre må kæmpe hver eneste dag for knapt nok at kunne forsørge sine børn, og stadigvæk have tro og tillid nok til at takke Gud hver eneste dag for livet og dét, de dog alligevel har. At se hvordan børn og unge, som enten ikke har nogen forældre eller forældre, som ikke formår at tage sig af dem, må klare sig på gaden, enten ved at arbejde eller tigge. At se et land og en by, hvor rigdommen er så skævt og uretfærdigt fordelt, med slum, fattigdom og hele kvarterer med skurhuse på den ene side, og store flotte indkøbscentre og boulevarder med fastfood-restauranter på den anden side (jeg tror, uden at overdrive, at der er ca. 5 gange så mange fastfood-restauranter i Tegucigalpa, som i KBH, og det er to byer med ca. samme antal indbyggere).
Også bandeproblematikken er noget, der fylder noget for den almindelige honduraner. Èt eksempel på hvordan de narkorelaterede bandekrige påvirker hverdagen for den enkelte Honduraner, fik vi at se da en advokat, som var anklager i en sag mod nogle bandemedlemmer, blev skudt ned foran det selvsamme butikscenter, som vi havde været i dagen forinden. Med verdens højeste mordrate på 89 mord pr. 100.000 indbyggere, hvilket svarer til at ca. 20 mennesker bliver slået ihjel hver dag, er den slags sager hverdagskost i Honduras.
Hvis der begynder at tegne sig et billede af et land med rigtig mange udfordringer og svære kår, så er det bestemt ikke forkert. Men midt i alle problemerne og al elendigheden er der håb for landets fremtid. Det håb har fyldt mit hjerte, når jeg har mødt alle de mennekser og organisationer, som ikke vil finde sig i uretfærdigheden, men forsøger at bekæmpe korruptionen, som ikke blot siger at de elsker Gud, men også gør hvad de kan for at vise den samme kærlighed til de mennesker, der allermest behøver den og som lider under de forhold, som fattigdommen skaber for dem. Den slags mennesker og organisationer giver håb for en bedre fremtid for Honduras, og jeg beder for at de må lykkes i deres kamp for et bedre Honduras, for midt i alle deres problemer som land, er Honduranerne et hjerteligt folk, med åbne arme og åbne hjerter og ikke mindst en stærk tro og tillid til Gud.
Da de sytten dage var gået, for ca. halvanden måned siden, begyndte så det egentlige arbejde på projektet, Manuelito, som ligger i byen Talanga, en god times kørsel fra Tegucigalpa. Den første tid på projektet var på nogle punkter ret hård og udfordrende. Vi skulle vænne os til at bo i et computerrum, til at toiletterne ofte ikke virker og mange andre ting, men særligt har det været det at få børnenes respekt, der helt indtil nu har været én lang kamp. Der er flere områder, hvor det kulturelle skel mellem Danmark og Honduras kan mærkes tydeligt, men særligt i relationen til børnene kan kulturskellet til tider være en stor udfordring. Det gælder både i forhold til de sproglige barrierer, men også i forhold til forskellige normer og det stigmatiserende billede man kan føle, man bliver mødt af, med ”El Gringo” (som egentlig er amerikanernes øgenavn i Latinamerika, men som mest af alt bliver brugt om hvide mennesker generelt) der tror han kan redde verden. Der er dog lys for enden af tunnellen, for i takt med at jeg begynder at lære børnene at kende og min relation til dem styrkes, oplever jeg, at respekten fra deres side over for mig som menneske og autoritet, vokser lidt efter lidt, og omvendt at min kærlighed og omsorg over for dem vokser.
Her på børnehjemmet varetager vi en del forskellige opgaver, med alt fra at hjælpe til i skolen, til at bygge huse og slå græs, men i sidste ende er vores vigtigste opgave at give børnene den omsorg og opmærksomhed, som personalet ikke altid har overskud til at vise, med det disciplinære ansvar de er nødt til at varetage som formyndere. Med én formynder ansat til hvert værelse med ti drenge på hver, siger det nok sig selv, at det til tider kan være et tungt ansvar at skulle bære alene.
Særligt drengene kan nogle gange være nogle bavianer og meget svære at arbejde med, og der har været dage, hvor jeg har haft lyst til at give op og tage hjem, men jeg kan mærke, at Gud lader mig vokse i tålmodighed og kærlighed i arbejdet med dem, for at de kan få lov at mærke den kærlighed, som han har for dem.
 Alt i alt, har de første to måneder været en tid med rigtig mange spændende og persketiverende indtryk, oplevelser og udfordringer, og jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at jeg under ingen omstændigheder spilder min tid på den her rejse og det her arbejde.
Tiden nærmer sig - om otte dage står jeg i Kastrup lufthavn med tasken pakket og hjertet fuld af håbefulde forventninger, og er klar til at rejse afsted til Honduras sammen med syv andre, mindst lige så håbefulde volontører. De sidste tre dage har vi alle otte sammen med fire andre volontører, som skal til henholdsvis Bangladesh og Filippinerne, befundet os på Diakonhøjskolen i Aarhus, hvor vi har brugt tiden på at forberede os på vores rejse. Tiden er gået med alt fra undervisning i den altoverskyggende fattigdomsproblematik til lavpraktiske pædagogiske redskaber og konflikthåndtering, samt alle de praktiske forberedelser, som et halvt års volontørrejse kræver. Dagen slutter vi af med en lille afslutningsceremoni, hvor familie og venner kan komme og få et lille indblik i, hvad der venter os som volontører.
Nu er der kun tilbage at få de sidste praktiske ting på plads og så ellers at få sagt ordentligt farvel, før jeg drager ud på et lille eventyr til en fremmed del af verden.
|
RSS Feed